Verden er ligeglad med folkemordet på tamilerne

Af: Remmon Washington

Den eneste logiske forklaring på, hvorfor verdenssamfundet ikke reagerer på det igangværende folkemord i Sri Lanka må være, at verdenssamfundet er fuldstændig ligeglade med tamilernes liv.At verdenssamfundet ikke er bevidst om de srilankanske tamilers historie med undertrykkelse efter kolonisering tilbage i 1948 - og deres efterfølgende knap 50 års politiske forsøg på at opnå retfærdighed, uden væbnet kamp, er én ting. Men at verdenssamfundet i dag ikke stopper et pågående folkemord på tamilerne i Sri Lanka, trods drab på 6.428 uskyldige civile tamiler og 13.948 sårede, alene siden januar 2009, ifølge FN’s seneste tal, er fuldstændig grotesk at være vidne til. Den humanitære situation i krigsområdet er lige nu helt uhyrlig med flere end 165.000 civile tamiler, der lever på grænsen til hungersnød. Der er hverken plads eller hænder nok på de opstillede primitive hospitaler. Sårede civile tamiler dør hver eneste dag pga. mangel på medicin, og samtidigt blokerer Sri Lankas regering for al international humanitær hjælp. International Røde Kors har meldt ud gang på gang, at den humanitære situation er katastrofal.

Tøver med at handle

Trods totalt medieforbud, findes der dokumenteret beviser på folkemordet og den humanitære katastrofe takket være de tamilske journalister, som har viet deres liv for at oplyse om folkemordet.

De over en million srilankanske tamiler uden for Sri Lanka har siden begyndelses af 2009 forsøgt at råbe verden op. Dag for dag har der været demonstrationer rundt omkring i verden. Flere tusinde tamiler har stået foran de politiske bygninger. Alene i London mødte over 200.000 tamiler op forleden. Flere tamiler er i dag i gang med at sultestrejke. I Danmark er der både optog og demonstrationer.

Alt dette sker med formålet at stoppe folkemordet. Og dette til trods fortsætter den srilankanske regering sin etniske udrensning, og verdenssamfundet bliver ved med at tøve uden at handle! Tamiler bliver dræbt hver eneste dag af det srilankanske militærs offensiver - og verden ser bare til.

Sri Lankas forsvarsminister har flere gange meldt ud, at ingen anmodning om våbenhvile vil blive efterkommet, og at militære offensiver vil fortsætte indtil LTTE (De Tamilske Tigre) er nedkæmpet, uanset antallet af uskyldige civile tamiler, som vil miste livet.

FN’s rolle

Hvordan kan verdenssamfundet sidde tilbage og stadigt tøve, når en forsvarsminister melder sådan ud? Findes der slet ikke retfærdighed i verden, eller er det alene retfærdigheden for de srilankanske tamilere, som er ikke-eksisterende? Seneste melding fra FN er, at LTTE skal nedlægge våbene. Hvis Sri Lanka begår folkemord på civile tamiler, hvad vil der så ske med de tamiler, der har deltaget i væbnet kamp mod undertrykkelsen - dvs. LTTE - såfremt disse nedlægger våben uden videre? Det kræver ikke mere end almindelig rationel tankegang at komme frem til, at disse vil blive likvideret én efter én. Det vil være naivt at tro, at FN ikke er vidende om dette. Hvis FN anmoder LTTE om at nedlægge våbene og gør den humanitære katastrofe til mere politik, end den allerede er, er der kun én tilbageværende rationel forklaring: FN - dvs. verdenssamfundet - ønsker, ligesom Sri Lanka, at LTTE bliver nedkæmpet med militær magt, uanset hvor mange uskyldige civile tamilers liv det koster!